Sagen omhandler terrorvideoen der viste halshugningen af en dansk kvinde. Staten mener at jeg har delt private billeder af en persons død, og at billederne åbenlyst ikke havde offentlighedens interesse. Det har jeg fået en dom for, som ikke kunne ankes til Højesteret. Nu prøver vi Menneskerettighedsstolen.
Denne sag har jeg allerede på en måde betalt en regning for – den kostede mig ca. 38.000 kr. i udgifter til en advokat i forbindelse med at de sociale myndigheder truede med at ville fjerne min datter, der juridisk på det tidspunkt var min plejedatter. Min børnesag blev begrundet med min sigtelse i sagen om delingen af videoen. Min datter blev dog heldigvis aldrig fjernet fra os på noget tidspunkt – og sagen endte lykkeligvis med at vi adopterede vores datter.
Derudover har jeg allerede fået en regning på 39.700 kr. – som skal betales – medmindre min sag skal for Højesteret. Hvis min sag kommer for Højesteret og jeg ikke bliver frifundet, så er regningen større.
Jeg delte linket til videoen som en del af mit arbejde som blogger, debattør og forfatter– som borgerjournalist om man vil. Det gjorde jeg fordi de danske mainstream-medier ikke skrev sandheden om halshugningen af den danske kvinde i Marokko. Jeg var den første og eneste journalist, der på et landsdækkende medie, i løbet af den første uge efter terrorangrebet skrev om halshugningen. Det gjorde jeg på min blog på Jyllands Posten. I den uge beskrev danske medier i over 1400 artikler at kvinderne var fundet døde i Marokko, men med ord som: “døde med tegn på vold” og/eller “med skader på halsen fra en skarp genstand”. Skarp genstand? Begge kvinder blev fundet halshuggede – udenfor deres telt, på ferie i Marokko.
Denne kvalmende misinformation af offentligheden stammer fra Marokko. De danske myndigheder rettede ikke disse – og ifølge danske medier har Danmark endda henvist til Marokkos misvisende forklaringer.
Sigtelsen, anklageskriftet og dommene har lagt til grund, at billederne i terrorvideoen er private billeder. Det er simpelthen grunden til at jeg 6 år efter stadig beskæftiger mig med denne sag.
Det er helt uholdbart at holde sandheden fra den danske befolkning – og så straffe en journalist der afslører og fortæller sandheden om hvad der skete en dansk kvinde på ferie i Marokko. En ikke ukendt ferie-destination for danskere.
Det er i sig selv foruroligende, men hvis vi så kigger på hvad der ellers bliver delt og publiceret af debattører, politikere og medier – bare i de seks år der er gået, giver sagen absolut heller ej nogen mening. Alligevel er den min virkelighed. Jeg har skrevet en hel bog hvori jeg sammenligner min deling af et link til en video med andre lignende billeder og videoer – delinger og publiceringer, både ud fra en journalistisk, juridisk og politisk vinkel.
Denne sag har stor betydning for ytringsfriheden i Danmark – også pressens ytringsfrihed i Danmark.
Du behøver ikke at være enig med mig i noget som helst, for at mene at jeg ikke skal straffes – med betinget fængselsstraf – for at afsløre sandheden, eller for at dele et link til en terrorvideo hvis indhold havde offentlighedens interessere.
Den eneste grund til, at jeg overhovedet så videoen og derefter delte et link til denne, var for at undersøge sagen. Der er tale om en sag hvor medierne langt fra fortalte hele sandheden.
Hvis jeg blot havde fortalt om historien på min blog – uden først at have set og delt et link til videoen, for at få bekræftet om videoen overhovedet var fra dette terrorangreb, ville jeg være blevet anklaget for at have videregivet falske oplysninger i sagen. Det var jeg faktisk allerede blevet. Det skyldes at jeg først delte nyheden på Facebook fra engelsksprogede medier – men blev kritiseret af flere journalister – blandt andet for at sprede konspirationsteorier.
Videoen var mit eneste bevis, den eneste dokumentation, for at kvinderne, en dansk og en norsk kvinde, faktisk var blevet halshugget. Jeg delte linket for at undersøge og verificere videoen – efter at have forsøgt at få ”rigtige” journalister i tale.
Jeg var egentlig blogger og debattør – ikke en graver-journalist – men fordi nyhederne ikke længere er objektive – så er jeg nødt til også selv at undersøge, researche og verificere historier der ikke bliver fortalt. Specielt når de handler om islamisk terrorisme. Islamisk terrorisme er grunden til at min far flygtede fra Iran, hvor jeg blev født, og islamisk terrorisme er hvad jeg selv har overlevet i Danmark, da en palæstinensisk terrorist angreb Krudttønden på Østerbro.
Der kommer et link når indsamlingen er godkendt.
